Spørg man danske virksomheder, er korte ansættelsesperioder noget af det værste, de kan opdage på CV’et hos deres ansøgere. Læs her om hvorfor det forholder sig sådan, og hvordan du gør dit zapperi til en fordel.

Hvorfor er hyppige jobskift farlige for mit CV?

Blandt 724 adspurgte private og offentlige virksomheder svarer 73%, at korte ansættelser ligger på listen over de værste ting hos kandidaten til et job. Det viser en undersøgelse lavet af Konsulenthuset Ballisager.

Det som konkret skræmmer virksomhederne ved zapper CV hos ansøgere er, at det for dem skaber et billede af en person med indre uro, som potentielt aldrig kan blive tilfreds i et job. Eller at vedkommende måske ikke kan møde sin arbejdsgivers behov. Og det er uanset, om der er en god grund til, at man har skiftet mellem jobs, for det viser de fleste CV ikke noget om. Desuden er der er frygt for, om du hurtigt finder nye udfordringer, da det bliver dyrt for virksomheden, hvis du har en central position, og de så skal bruge ressourcer på at oplære en ny medarbejder igen. 

Et attraktivt CV har en rød tråd, hvor en klarlagt karriereplan skinner tydeligt igennem. Oveni har hver ansættelse varet mellem tre-fem år, og virker du tilligemed medgørlig og engageret, ligner du næsten den perfekte medarbejder. Så selvom dine mange jobskift måske skyldes, at du har holdt dig i gang mellem langvarige ansættelser, for at udvikle dig frem for at stå stille, så er det noget, som får arbejdsgiverne til at lægge dig i nej-bunken.

Sådan fremstår dit zapper CV mere attraktivt

Det største problem ved de korte ansættelser på dit CV er højst sandsynligt, at det ikke er klart formidlet, hvorfor du ikke var ansat i lang tid. Det kan du lave om på både grafisk og skriftligt.

Første sortering med ansøgninger til en ledig stilling sker meget hurtigt. Undersøgelser viser, at hver ansøgning og CV maksimalt får under et minuts opmærksomhed, før der bliver truffet beslutning om, hvilken bunke du lander i. Derfor ryger zapper CV lynhurtigt ud, da det er nemt at dømme dig på det. Heldigvis er der nogle enkle tiltag, du kan implementere i dit CV, så arbejdsgiveren ikke er skræmt væk ved første øjekast!

 

  • Sæt dine korte ansættelser under samme overskrift, så det fremstår som ét job. Overskriften kan fx være ‘Projektansættelser og vikariater’. Under overskriften skriver du en kort – maks 3 linjer – og uddybende tekst, der forklarer, hvorfor du har skiftet rundt. Herunder kan du så med punktering indskrive de enkelte stillinger og varigheden af dem. På den måde ligner du knap så meget en, der har flakket hvileløst rundt, men nærmere en som tager initiativ.
  • Hvis din ansættelse har været kortere tid end halvandet år, kan du eventuelt oplyse om, hvorfor du fratrådte stillingen. Det kan være et brugbart redskab, hvis situationen blev påvirket af noget, der er uden for din indflydelse. Eksempler på det kunne være: udløb af vikariat, midlertidig projektansættelse, omstrukturering eller fyringsrunder på arbejdspladsen e.l. På den måde vil arbejdsgiveren få indblik i, at det ikke handler om dig som person, men snarere omstændigheder der ligner fremtidens arbejdsmarked, hvor de korte ansættelser er mere hyppige.


Belys fordelene ved din brede erfaring

Desuden skal du belyse at dine korte ansættelser og mange skift, jo faktisk netop har givet dig nogle af de kompetencer, som mange arbejdsgivere efterspørger. Her snakker jeg blandt andet om forretningsforståelse og forandringsparathed.

Overvej inden du giver dig i kast med din ansøgning eller CV, hvad du har taget med dig, som kan være brugbart for nye virksomheder.

Her skal du stille dig selv spørgsmål som:

  • Hvilke brancher har du fået indsigt i?
  • Hvad har ansættelserne lært dig om forskellige kulturer, markeder, personalegrupper og succeskriterier?
  • Hvilke relationer har du opbygget, og hvordan er dit netværk blevet udbygget samt styrket?

Ovenstående overvejelser kan vise sig at være nøglesten til en ansættelse, hvis du eksempelvis søger en stilling i et firma, hvor deres vigtigste kunde eller samarbejdspartner tilhører et felt, du allerede er bekendt med.