I 2018 var lidt over 1,8 mio. danskere medlem af en fagforening, og det er der en rigtig god grund til. Fagforeningen er bindeleddet mellem arbejdsmarkedet og lønmodtageren og yder juridisk tryghed for den enkelte. Specielt er det vigtigt at være medlem, hvis dine rettigheder på jobbet bliver krænket. Læs mere om emnet her.

 

Hvad er en fagforening?

Fagforeningen fungerer som en organisation, der har privatpersonernes interesser i højsædet. Som medlem kan du få hjælp til en lang række af punkter, der normalt kan være svære at håndtere, når man som enkeltperson står op mod sin arbejdsgiver. Fagforeningen er ekspert inden for det juridiske aspekt af arbejdsmarkedet og er meget kvalificerede til at rådgive dig om dine rettigheder. 

Fagforeningerne har haft stor indflydelse på, den måde vi går på arbejde på i dag. For eksempel har de været med til at indføre krav om pauser, ferie og løn under sygdom. Og de stopper ikke endnu, for de sørger samtidig også for, at lønniveauet stiger i takt med inflationen.

Nogle fagforeninger henvender sig til en specifik branche og fag, mens andre, typisk kaldet de gule fagforeninger, har medlemmer der kommer fra forskellige erhverv og altså fungerer tværfagligt.

 

Generelt for de branchespecifikke fagforeninger gælder at…

  • De laver og vedligeholder overenskomster med arbejdsgiverne
  • Skulle der ske lovbrud, yder fagforeningen økonomisk støtte
  • De varetager interesser med hensyn til uddannelse
  • Fagforeningen søger at opnå politisk indflydelse


De gule fagforeninger adskiller sig, da de ikke forhandler overenskomster mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og desuden er politisk uafhængig. Denne type af fagforening indbyder heller ikke til strejker, som traditionelle fagforeninger ellers kan gøre. Oftest er de gule fagforeninger billigere at være medlem af.


Hvad er forskellen på en fagforening og en a-kasse?

Fagforeningen hjælper dig primært før, og imens du er i job, hvorimod en a-kasse træder til, hvis du skulle miste dit arbejde. A-kassen yder økonomisk støtte tilsvarende din tidligere indkomst. Du behøver derfor ikke at gå ned i levestandard, imens du jagter nye muligheder.

Desuden er det i a-kassens interesse, at du hurtigt kommer i et velfungerende arbejde igen, og derfor kan du ofte få hjælp til at søge job via denne organisation. De rådgiver eksempelvis om, hvordan du opdaterer dit CV, skriver en god jobansøgning og kan i mange tilfælde sætte dig i forbindelse med spændende stillinger og virksomheder, der søger en medarbejder med din profil.

 

Hvad får du ud af at være medlem?

Som medlem er du del af en større organisation, der formår at lægge pres på arbejdsgiverne, så du er sikker på at opretholde og forbedre dine arbejdsvilkår. Fagforeningerne samler lønmodtagere og har i mange årtier skabt et stærkt rum, hvor privatpersoner kan stå sammen.

Blandt andet kan du få hjælp hvis du…

  • Ikke modtager/får forkert løn
  • Er blevet opsagt på et uberettiget grundlag
  • Har fået en arbejdsskade
  • Oplever længerevarende sygdom


Desuden kan du kontakte din fagforening, hvis du ikke trives på din arbejdsplads eller ønsker hjælp til lønforhandling. Drømmer du om at udvikle din karriere, kan din fagforening ligeledes være en nyttig sparringspartner. Yderligere kan du få vejledning ift. jobsøgning og få tjekket din ansættelseskontrakt, så du er sikker på, at alt er i orden. 

 

Hvilke fagforeninger er der?

Der er en lang række af fagforeninger, som både varierer i ekspertisefelt og pris. Du kan eventuelt starte med at undersøge, hvorvidt der er en passende fagforening indenfor din branche og derefter sammenligne med tværfaglige organisationer. Overvej om det er vigtigt for dig at være medlem et sted, hvor de forhandler overenskomster, eller om det er andre værdier, du kigger efter.

Ofte kan der være fordele at hente, hvis du er studerende, da dit uddannelsessted i mange tilfælde vil have et samarbejde med en fagforening. Tit ser man, at du under din studietid, kan få gratis a-kasse med, hvis du melder dig ind i organisationen.

Her kan du se en oversigt over danske fagforeninger.